Hårdt arbejde i modvind - et par ord om branchens helte
Event Logic
Elleve måneder og godt seksten dage inde i det udfordrende år 2020 veksler de fleste af os mellem fuldt rimelig brokken og resolut optimisme. I dette blogindlæg vil vi forsøge at gøre hverken det ene eller det andet. I stedet vil vi vie et par linjer til en ægte og sand kilde til inspiration og anerkendelse. Nemlig event- og mødebranchens store helte.
Helte — kraftfuldt og fuldt berettiget
Vi taler om hotellerne, restauranterne, konferencelokalerne, skianlæggene og alle de andre, der befinder sig inden for det, vi til daglig plejer at beskrive som "leverandørerne". Alle jer, der har den hårde opgave at gøre møder mellem mennesker mulige, på nye kreative måder, i en tid hvor den mest veletablerede sandhed er, at vi bør undgå hinanden.
Først og fremmest vil vi understrege, at "helte" er et stærkt udtryk, der bør bruges med en vis forsigtighed. Derefter fastslår vi, at udtrykket passer usædvanlig godt netop i denne sammenhæng. Utallige aktører i utallige brancher har det forgangne år talt om at omstille sig, snarere end at lukke ned. Trods den nærmest umulige opgave at tilpasse sig situationen viser I, "leverandørerne", konstant nye idéer og initiativer, der muliggør glædesfyldte, produktive og smittesikre sammenkomster. Vi mennesker har et behov for at møde hinanden, der vokser i samme hastighed, som mulighederne mindskes. At der er en stor gruppe mennesker, der møder på arbejde hver dag med målet om at gøre det muligt for os at mødes på bedst mulig vis, er uvurderligt i denne situation.
Af stor betydning — nu og fremover
Desuden er der grund til at tro, at coronakrisen blot er startskuddet til det, der forventes at blive hjemmearbejdets tidsalder. Jeres kreativitet og dens bidrag til godt sammenhold og følelsen af fællesskab er af stor betydning nu og vil fortsætte med at være det længe efter, at krisen er aftaget. Jeres måde at håndtere det forgangne år på er dybt beundringsværdig, og vi hos Event Logic har kun én ting at sige, før vi runder dette blogindlæg af: Tak!
Mere fra Event Logic-bloggen: Swedavia: "Vi sparer en hel del penge"



